FYLDNING AF VANDBAKKELSER
Få styr på teknikken til at fylde vandbakkelser eller eclairs med creme eller is, og bag et lækkert mesterværk i dag.
VANDBAKKELSESDEJ, OG HVORDAN MAN FYLDER VANDBAKKELSER
Vandbakkelser. Uimodståelige og lækre fyldt med is, flødeskum eller creme ... Du kan endda fylde dem med alle slags salte ingredienser. Med lidt fantasi og passion for at eksperimentere kan du lave de perfekte vandbakkelser. Læs mere for at få tips og tricks til, hvordan du bager og fylder vandbakkelser.
TIPS TIL VANDBAKKELSER
Bring først vand og smør i kog i en gryde, tilsæt mel, og rør blandingen godt sammen med en træske ved jævn varme. Bliv ved med at røre rundt, indtil dejen er glat. Tjek dejen ved at se, om den slipper gryden. Gør den det, er den klar, og du skal straks tage gryden af varmen. Lad dejen køle lidt af, inden du tilsætter et sammenpisket æg. Hvis du tilsætter ægget for tidligt, vil ægget koge, og så hæver vandbakkelserne ikke. Det er også vigtigt, at du ikke tilsætter for meget æg. Konsistensen er afgørende her. Hvis dejen er for tynd, vil det påvirke hævningen. Et andet godt tip er at eksperimentere med formen på selve dejen, og at eksperimentere med brugen af skeer eller sprøjteposer med en almindelig eller stjerneformet tylle til at fylde vandbakkelserne. På den måde kan du lave lækre vandbakkelser med en flot form.
HOLD OVNEN LUKKET OG ØJNENE ÅBNE
Når vandbakkelserne er sat i ovnen, skal du holde ovnen lukket under bagningen. Ikke noget med at åbne ovnen, heller ikke på klem. Hvis du åbner ovnen, kan vandbakkelserne nemlig falde sammen. Kig i stedet gennem ovnens glasdør for at se, om vandbakkelserne er færdige. Det er de, når de er hævede og gyldne. Er det tilfældet, kan du tage dem ud af ovnen.
PRIK HULLER I VANDBAKKELSERNE VANDRET
Tag vandbakkelserne ud af ovnen, så snart de er færdige, og læg dem straks over på en rist. Tag nu din skarpeste kniv, og brug spidsen til at bore huller i siden af hver vandbakkelse, så dampen kan slippe ud. Det forhindrer, at vandbakkelserne bliver bløde. Hold kniven vandret, når du laver hullet.
SÅDAN FYLDER DU VANDBAKKELSER
Der er to måder at gøre det på: Du kan enten skære dem i halve eller bruge en sprøjtepose. Hvis du vælger at skære dem i halve, er det bedst at bruge en ske til at komme cremen på den nederste halvdel af vandbakkelsen og derefter lægge den anden halvdel oven på cremen. Til sidst kan du dekorere dine små mesterværker med glasur eller chokoladesauce eller drysse dem med flormelis. Det er helt op til dig.
Hvis du vælger at bruge en sprøjtepose, kan du prøve en almindelig tylle og fylde posen med cremen. Brug dysen til at lave et hul i bunden af vandbakkelsen, og tryk derefter cremen ind i hulrummet på vandbakkelsen. Servér vandbakkelserne på en tallerken eller et serveringsfad med hullet nedad. Sådan fylder du vandbakkelser.
EKSPERIMENTÉR MED DIT FYLD
Her er et par forslag, du kan prøve. De bedste vandbakkelser er fyldt med kærlighed og ekspertise samt en god mængde af følgende:
- Klassisk smørcreme
- Ganache
- Creme
- Chokoladesmørcreme
- Kaffesmørcreme